Sigmund Freud var ikke kun læge. Han var også en flittig læser, og når han skulle forklare sine teorier, vendte han sig ofte mod litteraturen. Han mente, at digtere havde forstået sjælelivet, længe før psykologien gjorde det, og han brugte græske tragædier, Shakespeare og romantiske fortællinger som eksempler på de konflikter, han mødte hos sine patienter. Hans første egentlige litterære analyse handlede om den tyske forfatter Wilhelm Jensens novelle Gradiva, hvor en arkæolog forelsker sig i en kvindeskikkelse på et antikt relief. Freud viste, hvordan novellen kunne læses som en skildring af fortrængning og helbredelse, næsten som en analyse i romanform. Siden er psykoanalytisk litteraturlæsning blevet en etableret tradition, der både har givet nye indsigter og ført til nogle pinlige fejltagelser.
Ødipus som Freuds nøglefortælling
I et brev til sin ven Wilhelm Fliess i oktober 1897 skrev Freud, at han hos sig selv havde fundet forelskelse i moderen og jalousi mod faderen, og at han mente, at det var en almen oplevelse i den tidlige barndom. Som eksempel nævnte han Sofokles’ tragædie Kong Ødipus, der handler om en mand, som uden at vide det dræber sin far og gifter sig med sin mor. I tragædien er det netop Ødipus’ egen jagt på sandheden, der afslører ham. Han vil finde morderen på den tidligere konge og opdager langsomt, at han selv er den skyldige. For Freud var det et billede på selve analysen, hvor man gradvist afdækker noget, man helst ikke vil vide.
Freud spurgte, hvorfor tragædien stadig kunne gribe et moderne publikum, når så mange andre skæbnetragædier virkede forældede. Hans svar var, at tilskueren genkender noget i sig selv. Ødipus opfylder de ønsker, vi alle har haft som børn og siden har fortrængt. Freud udfoldede tanken i Drømmetydning, og senere fik den navnet ødipuskomplekset. Begrebet er et af psykoanalysens mest omstridte, men det har haft enorm indflydelse på, hvordan litteratur om familier, rivalisering og skyld er blevet læst.
Hamlet og den udskudte handling
I samme brev og senere i Drømmetydning koblede Freud Ødipus til Shakespeares Hamlet, tragædien om prinsen på Kronborg, hvis far er blevet myrdet af sin bror Claudius, der derefter har giftet sig med enkedronningen. Hamlet får til opgave at hævne faderen, men han tøver gennem næsten hele stykket. Litteraturforskere havde længe diskuteret hvorfor.
Freud foreslog, at Hamlet ikke kan straffe Claudius, fordi Claudius har gjort præcis det, Hamlet selv ubevidst har ønsket, nemlig at fjerne faderen og indtage hans plads hos moderen. Hamlets selvbebrejdelser og hans afsky for seksualitet passer ind i det billede. Den walisiske psykoanalytiker Ernest Jones, Freuds senere biograf, udbyggede læsningen i bogen Hamlet and Oedipus fra 1949. Læsningen har været meget diskuteret, men den har sat et varigt præg på, hvordan Hamlet er blevet spillet og fortolket på scener i hele verden. Fortolkningen har inspireret mange opsætninger, blandt andet Laurence Oliviers filmatisering fra 1948, hvor forholdet mellem Hamlet og hans mor er tydeligt ladet.
Det uhyggelige og E.T.A. Hoffmanns Sandmanden
I 1919 udgav Freud essayet Das Unheimliche, på dansk det uhyggelige. Han tog udgangspunkt i det tyske ord heimlich, der både kan betyde hjemlig og hemmelig, og viste, at det uhyggelige ofte er noget velkendt, der er blevet fortrængt og pludselig vender tilbage i fremmed skikkelse. Ordet unheimlich rummer på den måde både det ukendte og det, der burde have været holdt skjult.
Som eksempel brugte han den tyske forfatter E.T.A. Hoffmanns fortælling Sandmanden fra 1816. Den unge Nathanael er som barn blevet skræmt af historien om Sandmanden, der river øjnene ud på børn, der ikke vil sove. Som voksen møder han en barometerhandler, der minder om barndommens skræmmebillede, og han forelsker sig i den smukke Olimpia, der viser sig at være en mekanisk dukke. Hvor en tidligere forsker havde forklaret uhyggen med usikkerhed om, hvorvidt dukken er levende, mente Freud, at den egentlige kilde var angsten for at miste øjnene, som han koblede til tidlige barndomsangster. Essayet er i dag et af Freuds mest brugte i litteratur- og kulturforskningen, og begrebet det uhyggelige anvendes langt uden for psykoanalysen.
At læse psykoanalytisk uden at diagnosticere forfatteren
Psykoanalytisk litteraturlæsning har også en problematisk side. Freud skrev blandt andet en undersøgelse af Leonardo da Vinci, hvor han ud fra en barndomserindring fortolkede kunstnerens seksualitet og kreativitet. Senere viste det sig, at et centralt led i analysen byggede på en fejloversættelse, hvor en glente var blevet til en grib. Eksemplet viser, hvor let man kommer til at bygge store fortolkninger på et usikkert grundlag, når man forsøger at analysere en person, der ikke kan svare igen.
Nyere psykoanalytisk litteraturkritik interesserer sig derfor sjældnere for forfatterens psyke og mere for teksten selv. Hvordan fortælles der? Hvad bliver gentaget, hvad bliver forbigået, og hvor opstår der huller og modsigelser? Hvordan reagerer læseren, og hvad siger det om de følelser, teksten vækker? På den måde bliver psykoanalysen et redskab til at læse mere opmærksomt frem for en nøgle, der låser alle tekster op på samme måde. Nogle læsninger bruger også psykoanalysen til at forstå, hvordan en fortælling bygger spænding op og udskyder sin afslutning, på samme måde som en drøm eller et symptom kan sige noget ved at undgå det.
Brugt med omtanke kan den psykoanalytiske læsning give nye svar på gamle spørgsmål, som hvorfor Hamlet tøver, eller hvorfor en fortælling om en dukke kan give os gåsehud mere end to hundrede år efter, den blev skrevet. Mange forlag og litteraturtidsskrifter udgiver i dag både klassiske psykoanalytiske tekster og nye læsninger, der viser, at traditionen stadig er levende.
Artiklen hører til psykoanalyser.dk’s løbende artikler om psykoanalyse, dybdepsykologi og mental sundhed.
Skrevet af psykoanalyser.dk
Om artiklen: Artiklen er produceret med AI og redigeret under menneskeligt opsyn. Den er til oplysning og kan ikke erstatte udredning eller behandling hos læge, psykolog, psykiater eller psykoterapeut. Har du det svært, så tal med din egen læge eller kontakt lægevagten.
Har du forslag til et teoretisk eller klinisk emne, vi bør skrive om, hører vi gerne fra dig.
