Filmen og psykoanalysen blev født omkring samme tid. I december 1895 viste brødrene Lumière for første gang levende billeder for et betalende publikum i Paris, og samme år udgav Freud og Josef Breuer Studier over hysteri. Siden har de to fulgtes ad. Allerede i 1926 lavede den tyske instruktør G.W. Pabst filmen Geheimnisse einer Seele, der skildrede en psykoanalytisk behandling, og to af Freuds nærmeste medarbejdere var rådgivere på den. Freud selv var skeptisk og mente ikke, at hans teorier egnede sig til lærredet. Filmskabere har brugt psykoanalysens begreber som stof til deres fortællinger, og filmforskere har brugt psykoanalysen som et redskab til at forstå, hvorfor film virker så stærkt på os. Her ser vi på, hvad en psykoanalytisk filmanalyse er, og hvilke film den oftest vender tilbage til.
Filmen som vågen drøm
Mange har peget på ligheden mellem at se film og at drømme. I biografen sidder vi i mørke, kroppen er i ro, og opmærksomheden er rettet mod billeder, der skifter hurtigt mellem steder og tider uden at skulle forklare sig. Ligesom i en drøm accepterer vi spring, der ville virke mærkelige i vågen tilstand, og vi lever os ind i figurer, der kan stå for noget i os selv. Også filmens klipning minder om drømmearbejdet, fordi to billeder sat efter hinanden kan skabe en betydning, som ingen af dem har alene. Det svarer til den fortætning og forskydning, Freud mente at finde i drømmen.
Den psykoanalytiske filmteori fik for alvor fart i 1970’erne. I 1975 udgav den britiske filmteoretiker Laura Mulvey et essay, der brugte Freud og Lacan til at analysere blikket i klassisk Hollywoodfilm. Hun argumenterede for, at kameraet ofte ser på kvinder med et mandligt blik, så tilskueren bliver placeret i en bestemt position. Essayet er stadig et af de mest citerede i filmforskningen, og begrebet det mandlige blik bruges i dag langt uden for akademiske kredse. Senere har den slovenske filosof Slavoj Žižek gjort lacaniansk filmanalyse kendt for et bredt publikum.
Fem film, der ofte læses psykoanalytisk
Nogle film går igen i næsten enhver introduktion til psykoanalytisk filmanalyse. Her er fem af dem.
Spellbound (1945). Alfred Hitchcocks film foregår på et psykiatrisk hospital, og handlingen drejer sig om at tyde en drøm for at opklare en gåde. Drømmesekvensen er tegnet af Salvador Dalí, og filmen viser, hvor populær psykoanalysen var i Hollywood i 1940’erne.
Vertigo (1958). En tidligere politimand bliver besat af en kvinde og forsøger senere at forme en anden kvinde i hendes billede. Filmen læses ofte som en fortælling om tab, gentagelse og begær, der aldrig kan opfyldes.
Psycho (1960). Hitchcocks mest kendte film handler om en ung mand og hans forhold til sin mor. Filmen spiller på splittet identitet og på det fortrængte, der vender tilbage på voldsom vis.
Persona (1966). I Ingmar Bergmans film plejer en sygeplejerske en skuespillerinde, der er holdt op med at tale. Langsomt flyder de to kvinders identiteter sammen, og filmen er blevet læst som en undersøgelse af masker, spejling og selvets grænser.
Black Swan (2010). En ung balletdanser jagter den perfekte præstation og møder en rival, der ligner en dobbeltgænger. Filmen bruges ofte til at diskutere perfektionisme, forholdet til moderen og den skygge, man ikke vil kendes ved.
Begreber, der går igen i filmanalysen
Visse psykoanalytiske begreber dukker op igen og igen, når film analyseres.
Blikket. Hvem ser, hvem bliver set, og hvilken position bliver tilskueren sat i? Spørgsmålet om blikket er centralt hos både Mulvey og Lacan.
Det uhyggelige. Freud beskrev i 1919 det uhyggelige som det velkendte, der pludselig bliver fremmed. Begrebet bruges meget i analyser af gyserfilm og psykologiske thrillere.
Dobbeltgængeren. Figuren, der ligner hovedpersonen, kan ses som et billede på de sider af en selv, man har skilt sig af med. Motivet er ældre end filmen og kendes fra litteraturen, blandt andet hos E.T.A. Hoffmann og Edgar Allan Poe.
Det fortrængte, der vender tilbage. Mange fortællinger bygger på, at noget glemt eller skjult fra fortiden bryder igennem og kræver at blive set.
Metodens grænser
En psykoanalytisk læsning kan åbne en film og vise lag, man ikke ser ved første gennemsyn. Men metoden har også sine grænser. Den kan blive et skema, hvor hver trappe er et symbol og hver kniv et tegn på angst, og så lukker analysen filmen i stedet for at åbne den. En god tommelfingerregel er at spørge, om tolkningen gør filmen mere interessant at se igen, eller om den blot bekræfter teorien. Kritikere har også påpeget, at psykoanalytisk filmteori kan overse produktionsforhold, genrekonventioner og publikums faktiske oplevelser.
Den bedste psykoanalytiske filmanalyse tager udgangspunkt i filmen selv og bruger begreberne, hvor de hjælper med at forklare noget, der allerede er der. Mange filmanmeldere og kulturskribenter bruger i dag en psykologisk vinkel uden at gøre den til hele svaret, og det er måske netop dér, psykoanalysen fungerer bedst.
Artiklen hører til psykoanalyser.dk’s løbende artikler om psykoanalyse, dybdepsykologi og mental sundhed.
Skrevet af psykoanalyser.dk
Om artiklen: Artiklen er produceret med AI og redigeret under menneskeligt opsyn. Den er til oplysning og kan ikke erstatte udredning eller behandling hos læge, psykolog, psykiater eller psykoterapeut. Har du det svært, så tal med din egen læge eller kontakt lægevagten.
Har du forslag til et teoretisk eller klinisk emne, vi bør skrive om, hører vi gerne fra dig.
