Når man går i terapi, er det ikke kun det, man taler om, der betyder noget. Forholdet til terapeuten gør også. Overføring og modoverføring er to af psykoanalysens mest brugte begreber, og de beskriver, hvordan følelser fra tidligere relationer kan dukke op i terapirummet, både hos klienten og hos terapeuten. Begreberne stammer fra psykoanalysen, men bruges i dag også i psykodynamisk terapi, i parterapi og i supervision af mange andre faggrupper.
Hvad Freud forstod ved overføring
Freud opdagede tidligt, at hans patienter udviklede stærke følelser over for ham. Nogle blev forelskede, andre mistænksomme eller vrede, og følelserne syntes at have mere med patientens fortid at gøre end med Freud selv. Han kaldte fænomenet overføring, fordi forventninger, ønsker og frygt fra tidligere relationer, ofte til forældre, blev overført til den nye relation.
I begyndelsen så Freud overføringen som en forstyrrelse, der stod i vejen for at hente fortrængte minder frem. Efterhånden ændrede han syn. I en tekst om overføringens dynamik fra 1912 beskrev han, hvordan mønstrene ikke bare blev fortalt om, men gentaget i forholdet til analytikeren. Det gjorde overføringen til et af behandlingens vigtigste redskaber, fordi gamle mønstre kunne ses og bearbejdes, mens de skete.
Freud skelnede også mellem forskellige former for overføring. Den positive overføring, hvor patienten har tillid til og varme følelser for analytikeren, kan bære arbejdet gennem svære perioder. Den negative overføring, hvor mistillid og fjendtlighed fylder mest, kan true samarbejdet, men rummer også vigtig viden. Begge former blev for Freud en del af det, analysen skulle arbejde med, og ikke noget, der skulle undgås.
Sådan kan overføring vise sig
Overføring er ikke noget særligt for terapi. Vi gør det alle sammen, når vi møder nye mennesker med forventninger, der er formet af tidligere erfaringer. I terapirummet bliver det blot tydeligere, fordi rammen er fast, og fordi terapeuten bevidst holder sin egen person lidt i baggrunden.
Overføringen kan vise sig som idealisering, hvor terapeuten opleves som den eneste, der virkelig forstår. Den kan vise sig som skuffelse eller vrede, når terapeuten holder ferie, kommer for sent eller siger noget, der rammer forkert. Den kan også vise sig som en stærk frygt for at blive afvist eller kritiseret, eller som et behov for at være den perfekte klient, der aldrig er til besvær. Ingen af reaktionerne er forkerte. De er materiale, der kan tales om, og ofte siger de noget om, hvordan man har det i andre nære relationer.
Overføringen viser sig sjældent som en stor, dramatisk følelse. Ofte er den stille og hverdagsagtig, for eksempel en vane med altid at undskylde, en tendens til at tie, når noget er svært, eller en forventning om, at terapeuten bliver træt af en. Når sådanne reaktioner bliver bemærket og sat ord på, kan klienten få øje på et mønster, der også præger livet uden for terapien.
Modoverføring som redskab
Terapeuten er heller ikke et blankt lærred. Også terapeuten reagerer med følelser, og det kaldes modoverføring. Freud så i første omgang modoverføringen som terapeutens egne uløste konflikter, der skulle holdes ude af behandlingen, og det var en af grundene til, at analytikere selv skulle gennem en analyse.
I 1950 vendte den britiske psykoanalytiker Paula Heimann perspektivet i en kort, men meget indflydelsesrig artikel. Hun argumenterede for, at terapeutens følelser ikke kun er forstyrrelser, men også kan være en kilde til viden om klienten. Hvis en terapeut gang på gang føler sig utilstrækkelig, kedet eller beskyttende over for en bestemt klient, kan det sige noget om, hvordan klienten får andre mennesker til at føle. Senere udbyggede den argentinske psykoanalytiker Heinrich Racker tanken. Han skelnede mellem den del af modoverføringen, hvor terapeuten identificerer sig med klientens egne følelser, og den del, hvor terapeuten kommer til at føle det, som vigtige personer i klientens liv har følt. Forudsætningen er, at terapeuten kan skelne sine egne reaktioner fra dem, klienten vækker, og det er en af grundene til, at supervision er en fast del af det terapeutiske arbejde.
Hvorfor relationen er en del af behandlingen
I psykodynamisk terapi er forholdet mellem klient og terapeut ikke bare en ramme om samtalen. Det er et sted, hvor gamle mønstre kan opstå og blive set i en tryg sammenhæng. Når en klient for eksempel oplever, at vrede mod terapeuten ikke ødelægger relationen, kan det åbne for en ny erfaring, der rækker ud over terapirummet. For klienten kan det også være en hjælp at vide, at stærke følelser over for terapeuten er almindelige og ikke et tegn på, at noget er gået galt. Det kan gøre det lettere at tage dem op i stedet for at bære dem alene eller afbryde forløbet.
Forskning i psykoterapi peger på tværs af retninger på, at kvaliteten af relationen hænger sammen med, hvordan et forløb går. Det betyder ikke, at overføring altid skal tolkes eller tales om. Mange terapeuter arbejder mere indirekte med den. Men begrebet minder om, at det, der sker mellem to mennesker i rummet, kan være lige så vigtigt som det, der bliver sagt.
Artiklen hører til psykoanalyser.dk’s løbende artikler om psykoanalyse, dybdepsykologi og mental sundhed.
Skrevet af psykoanalyser.dk
Om artiklen: Artiklen er produceret med AI og redigeret under menneskeligt opsyn. Den er til oplysning og kan ikke erstatte udredning eller behandling hos læge, psykolog, psykiater eller psykoterapeut. Har du det svært, så tal med din egen læge eller kontakt lægevagten.
Har du forslag til et teoretisk eller klinisk emne, vi bør skrive om, hører vi gerne fra dig.
