Sigmund Freud var hverken filosof eller forfatter, da han begyndte at interessere sig for sindet. Han var neurolog i Wien, uddannet i en medicinsk tradition, der ledte efter forklaringer i nerver og hjernevæv. Alligevel endte han med at formulere en af det tyvende århundredes mest omstridte idéer, nemlig at en stor del af vores tanker, ønsker og konflikter foregår uden for bevidstheden og alligevel styrer, hvad vi siger og gør. Tanken provokerer stadig, fordi den rokker ved forestillingen om, at vi kender os selv bedst. Ser man på, hvordan Freud nåede frem til den, bliver det også tydeligere, hvad der har holdt, og hvad der er faldet bort.
Fra hysteri og hypnose til den frie association
Freuds vej ind i psykologien gik gennem hysterien, en diagnose der i slutningen af 1800-tallet dækkede over lammelser, anfald og føleforstyrrelser uden påviselig fysisk årsag. I 1885 rejste han til Paris for at studere hos neurologen Jean-Martin Charcot, som brugte hypnose til at fremkalde og fjerne hysteriske symptomer. Opholdet overbeviste Freud om, at symptomerne kunne have psykiske årsager.
Tilbage i Wien arbejdede han sammen med lægen Josef Breuer, der havde behandlet en ung kvinde, kendt i litteraturen som Anna O. Hun oplevede, at symptomerne lettede, når hun fik lov at fortælle om de oplevelser, de var knyttet til, og hun kaldte selv behandlingen for talekuren. Breuer og Freud udgav i 1895 Studier over hysteri, hvor de beskrev, hvordan glemte og følelsesladede erindringer kunne leve videre som kropslige symptomer.
Hypnosen viste sig dog upålidelig. Ikke alle patienter kunne hypnotiseres, og virkningen holdt ofte ikke. Freud gik i stedet over til den frie association, hvor patienten bliver bedt om at sige alt, hvad der falder ham eller hende ind, også det der virker pinligt, ligegyldigt eller usammenhængende. Netop i de spring og pauser, hvor talen gik i stå, mente Freud at kunne spore det, sindet holdt tilbage.
Bevidst, førbevidst og ubevidst i den topografiske model
I Drømmetydning fra 1899 skitserede Freud en model af sindet i tre lag. Det bevidste rummer det, vi er opmærksomme på lige nu. Det førbevidste rummer det, vi ikke tænker på, men let kan hente frem, som et telefonnummer eller navnet på en gammel klassekammerat. Det ubevidste rummer forestillinger og ønsker, der er holdt ude af bevidstheden, fordi de vækker angst, skam eller konflikt.
Mekanismen, der holder dem ude, kaldte Freud fortrængning. Det fortrængte forsvinder ikke, men søger andre veje til udtryk, fx gennem drømme, fortalelser og symptomer. Modellen kaldes topografisk, fordi den beskriver sindet som et landskab med forskellige områder, og den gjorde det muligt for Freud at forklare, hvorfor mennesker kan handle mod deres egne erklærede hensigter.
Strukturmodellen med id, jeg og overjeg
Med årene fandt Freud den topografiske model for enkel. I bogen Das Ich und das Es fra lancerede han en ny model, der ikke handler om lag, men om tre instanser i indbyrdes forhandling. Id’et rummer drifterne og søger umiddelbar tilfredsstillelse. Overjeget rummer de normer, forbud og idealer, vi har optaget fra forældre og omgivelser. Jeget forsøger at mægle mellem de to og samtidig tage hensyn til virkeligheden. Modellen forklarer også, hvorfor indre konflikter kan føles så slidsomme. Et menneske, der ønsker noget og samtidig forbyder sig selv at ønske det, oplever sjældent to tydelige tanker, men snarere uro, angst eller et symptom, mens jeget forsøger at holde balancen.
Pointen er, at konflikten mellem instanserne for en stor del foregår ubevidst. Også dele af jeget og overjeget arbejder uden for bevidstheden, fx når skyldfølelse melder sig uden en klar grund. På dansk ses både de latinske betegnelser id, ego og superego og de mere mundrette det, jeg og overjeg. De sidste ligger tættest på Freud selv, der brugte almindelige tyske ord som Es, Ich og Über-Ich. De latinske udtryk kom først til med den engelske oversættelse af hans værker.
Kritik
Videnskabsfilosoffen Karl Popper brugte psykoanalysen som eksempel på en teori, der kan forklare alt og derfor ikke kan modbevises. Andre har påpeget, at Freud byggede sine teorier på et lille antal patienter, at hans casebeskrivelser ikke altid holder over for senere kildegranskning, og at mange af hans påstande om barndom og seksualitet ikke er bekræftet i empirisk forskning. Freud reviderede også selv sine teorier flere gange gennem livet.
Alligevel er en række af hans grundtanker blevet en del af moderne psykologi, ofte uden at hans navn står på. At meget af det, der foregår i sindet, sker uden for bevidstheden, er i dag almindeligt accepteret i kognitiv psykologi og neurovidenskab, selv om forståelsen af det ubevidste er en anden end Freuds. Idéen om, at vi beskytter os mod ubehagelige følelser med forsvarsmekanismer, og at vi overfører mønstre fra tidlige relationer til nye, er fortsat central i både psykodynamisk terapi og i andre terapiformer.
Freud i Danmark
Freuds idéer nåede Danmark kort efter århundredeskiftet, og fra omkring 1909 begyndte læger, psykologer og forfattere at diskutere dem. I mellemkrigstiden blev psykoanalysen en del af det kulturradikale miljø, hvor den blev koblet til kampen for seksualoplysning, frisind og en mindre autoritær opdragelse. Efter Anden Verdenskrig fik den internationale psykoanalytiske forening fodfæste herhjemme gennem Dansk Psykoanalytisk Selskab, og interessen fik et nyt opsving fra slutningen af 1960’erne og op gennem 1980’erne.
I dag lever Freuds arbejde videre på flere fronter. Man behøver ikke at være enig med Freud for at se, at han ændrede de spørgsmål, vi stiller til os selv.
Artiklen hører til psykoanalyser.dk’s løbende artikler om psykoanalyse og mental sundhed.
Skrevet af psykoanalyser.dk
Om artiklen: Artiklen er produceret med AI og redigeret under menneskeligt opsyn. Den er til oplysning og kan ikke erstatte udredning eller behandling hos læge, psykolog, psykiater eller psykoterapeut. Har du det svært, så tal med din egen læge eller kontakt lægevagten.
Har du forslag til et teoretisk eller klinisk emne, vi bør skrive om, hører vi gerne fra dig.
