Psykoanalytisk litteraturlæsning fra Ødipus til Hamlet
Sigmund Freud var ikke kun læge. Han var også en flittig læser, og når han skulle forklare sine teorier, vendte han sig ofte mod litteraturen. Han mente, at digtere havde forstået sjælelivet, længe før psykologien gjorde det, og han brugte græske tragædier, Shakespeare og romantiske fortællinger som eksempler på de konflikter, han mødte hos sine patienter. Hans første egentlige litterære analyse handlede om den tyske forfatter Wilhelm Jensens novelle Gradiva, hvor en arkæolog forelsker sig i en kvindeskikkelse på et antikt relief. Freud viste, hvordan novellen kunne læses som en skildring af fortrængning og helbredelse, næsten som en analyse i romanform. Siden er psykoanalytisk litteraturlæsning blevet en etableret tradition, der både har givet nye indsigter og ført til nogle pinlige fejltagelser.