Alle mennesker forsvarer sig. Ikke kun mod andre, men mod deres egne følelser. Når noget vækker angst, skam eller sorg, finder sindet måder at dæmpe ubehaget på, ofte uden at vi selv opdager det. Psykoanalysen kalder disse måder forsvarsmekanismer. Begrebet er gået over i hverdagssproget, hvor vi taler om, at nogen er i forsvarsposition eller fortrænger noget. Men hvad betyder det egentlig, og hvorfor er det nyttigt at kende til, også uden for terapirummet?
Anna Freud og jegets forsvar
Sigmund Freud brugte begrebet forsvar allerede i 1890’erne om den måde, sindet holder pinlige eller truende forestillinger ude af bevidstheden. I mange år var fortrængning det centrale eksempel. Det var hans datter, Anna Freud, der samlede og ordnede begreberne. I sin bog om jeget og forsvarsmekanismerne fra 1936 beskrev hun, hvordan jeget bruger en række forskellige strategier til at beskytte sig mod angst, og hun tilføjede selv nye, blandt andet identifikation med aggressoren, hvor man beskytter sig mod frygt ved at ligne den, man frygter. Anna Freud arbejdede selv mest med børn, og hun så, hvordan forsvarene ændrer sig gennem barndommen. Et lille barn benægter og projicerer ofte ret direkte, mens ældre børn og voksne bruger mere sammensatte strategier.
Anna Freuds pointe var, at forsvar ikke i sig selv er sygt. Det er en del af, hvordan et menneske håndterer indre og ydre pres. Problemet opstår først, når forsvaret bliver så stift eller ensidigt, at det forhindrer os i at forholde os til virkeligheden. Senere forskere har ordnet forsvarsmekanismerne efter, hvor modne eller umodne de er, men grundtanken er den samme.
Ti klassiske forsvarsmekanismer
Her er ti af de mest kendte forsvarsmekanismer, hver med et eksempel fra hverdagen. Eksemplerne er forenklede, og den samme handling kan have mange forskellige årsager.
Fortrængning. En ubehagelig tanke eller erindring holdes ude af bevidstheden. Man kan for eksempel helt have glemt en pinlig episode fra skoletiden, indtil en gammel klassekammerat nævner den.
Benægtelse. En virkelighed, der er for svær at rumme, bliver afvist. En person, der får en alvorlig besked fra lægen, fortsætter måske i de første dage, som om intet var hændt.
Projektion. Egne følelser eller impulser tillægges andre. Den, der selv er irriteret på en kollega, kan opleve, at det er kollegaen, der er irriteret.
Reaktionsdannelse. Man viser det modsatte af det, man føler. En person, der er misundelig på en vens succes, kan blive overdrevent begejstret på vennens vegne.
Forskydning. En følelse rettes mod et mere sikkert mål. Vrede over en chef kan blive til en skarp bemærkning til partneren, når man kommer hjem.
Rationalisering. Man finder fornuftige grunde bagefter. Efter et afslag på et job siger man til sig selv, at man alligevel ikke ville have det.
Intellektualisering. Man tænker om følelserne i stedet for at mærke dem. En person, der mister en forælder, kan kaste sig over at læse om sorgens faser uden at give plads til sin egen sorg.
Regression. Under pres vender man tilbage til tidligere reaktionsmåder. En voksen, der er syg eller stresset, kan blive mere afhængig og barnlig i sine behov.
Sublimering. En impuls omsættes til noget socialt værdsat. Aggression kan finde udløb i konkurrenceidræt, og indre uro kan blive til kreativt arbejde.
Splitting. Mennesker opleves som enten helt gode eller helt onde. En ny ven kan virke perfekt, indtil en lille skuffelse pludselig får vedkommende til at fremstå som helt utroværdig.
Forsvar er ikke det samme som at lyve
Et forsvar er noget andet end en bevidst løgn eller en undskyldning. Når man lyver, ved man, at man fordrejer sandheden. Når man forsvarer sig i psykoanalytisk forstand, sker det som regel uden for bevidstheden. Den, der rationaliserer, tror selv på sine grunde, og den, der projicerer, oplever oprigtigt, at følelsen kommer fra den anden.
Det er også derfor, forsvar er svære at få øje på hos sig selv. Andre kan ofte se dem tydeligere, end vi selv kan, og det er en af grundene til, at det kan være nyttigt at tale med nogen udefra. Det er dog vigtigt at bruge begreberne varsomt over for andre. At fortælle en ven eller partner, at vedkommende projicerer eller fortrænger, virker sjældent oplysende og kan let opleves som et angreb. Begreberne er mest nyttige som en hjælp til at forstå sig selv. Forsvar er heller ikke det samme som at være defensiv i hverdagens forstand. Man kan godt være åben og nysgerrig i en samtale og stadig bruge forsvarsmekanismer, fordi de virker på et dybere plan end den måde, vi bevidst fører os frem på.
Når forsvaret koster mere, end det beskytter
Forsvarsmekanismer er ikke kun et problem. De hjælper os med at komme igennem svære perioder, med at fungere i hverdagen og med at bevare et rimeligt billede af os selv. Benægtelse kan give et pusterum i en krise, og sublimering kan føre til noget værdifuldt.
Problemet opstår, når et forsvar bliver fast og ensidigt. Hvis man igen og igen forskyder vrede over på sine nærmeste, går det ud over relationerne. Hvis man altid intellektualiserer, kan man miste kontakten til sine egne følelser. Og hvis man splitter mennesker i gode og onde, bliver nære relationer ustabile. Det kan også ske, at livet ændrer sig, så et forsvar, der engang var nyttigt, ikke længere passer. I psykodynamisk terapi er målet ikke at fjerne forsvarene, men at gøre dem mere bevidste og fleksible, så man får flere måder at reagere på. Mange psykoedukative forløb og kurser bruger også begreberne til at give et fælles sprog for, hvad der sker, når vi bliver pressede.
Artiklen hører til psykoanalyser.dk’s løbende artikler om psykoanalyse, dybdepsykologi og mental sundhed.
Skrevet af psykoanalyser.dk
Om artiklen: Artiklen er produceret med AI og redigeret under menneskeligt opsyn. Den er til oplysning og kan ikke erstatte udredning eller behandling hos læge, psykolog, psykiater eller psykoterapeut. Har du det svært, så tal med din egen læge eller kontakt lægevagten.
Har du forslag til et teoretisk eller klinisk emne, vi bør skrive om, hører vi gerne fra dig.
