Da Sigmund Freud i november 1899 udgav Drømmetydning, havde han arbejdet på bogen i flere år, og han betragtede den resten af livet som sit vigtigste værk. Forlaget satte årstallet 1900 på titelbladet, som om bogen skulle markere begyndelsen på et nyt århundrede. Freuds påstand var dristig. Drømme er ikke meningsløs støj fra en sovende hjerne, men kan tydes, og gennem dem kan man få adgang til det ubevidste. Han kaldte drømmetydningen den kongelige vej til kendskab til det ubevidste. Bogen solgte langsomt i begyndelsen, men blev med tiden et af det tyvende århundredes mest læste og diskuterede værker, og den findes i dag i dansk oversættelse.
Drømmen som ønskeopfyldelse
Freuds grundtese er, at enhver drøm er en opfyldelse af et ønske. Hos børn er det ofte tydeligt. Et barn, der har set frem til en tur og ikke kom af sted, kan drømme, at turen blev til noget. Hos voksne er ønskerne sjældent så åbenlyse, fordi de ønsker, drømmen opfylder, ofte er nogle, vi ikke vil vedkende os i vågen tilstand.
Freud udviklede tesen blandt andet gennem sine egne drømme. Den mest kendte er drømmen om Irmas injektion fra sommeren 1895, som han analyserede grundigt i bogen. Her viste han, hvordan en tilsyneladende ubehagelig drøm om en patient, der ikke var blevet rask, gemte på et ønske om at blive fri for skylden for hendes tilstand.
Men hvad så med de drømme, der er ubehagelige, angstfulde eller direkte mareridt? Freuds svar var, at ønsket i disse tilfælde ikke er forklædt godt nok. Når et forbudt ønske er ved at trænge for tydeligt igennem, vækker det angst, og angsten kan få os til at vågne. Senere i sit forfatterskab erkendte Freud, at gentagne mareridt efter traumatiske oplevelser var svære at forklare som ønskeopfyldelse, og det fik ham til at revidere dele af sin teori.
Manifest og latent drømmeindhold
For at forklare, hvorfor drømme virker så mærkelige, skelnede Freud mellem to lag. Det manifeste drømmeindhold er det, vi husker og kan fortælle, når vi vågner, med dets billeder, handlinger og sære spring. Det latente drømmeindhold er de skjulte tanker og ønsker, som drømmen ifølge Freud udspringer af.
Mellem de to lag virker en indre censur, der sørger for, at de ubevidste ønsker ikke viser sig i en form, der ville forstyrre søvnen. Drømmen er dermed også søvnens vogter, fordi den giver ønsket et udtryk, uden at vi vågner. Ofte bygger drømmen på dagsrester, små indtryk fra dagen før, som det ubevidste ønske hæfter sig på. En tilfældig bemærkning eller et ansigt i en bus kan derfor dukke op i drømmen og bære noget helt andet med sig.
Tydningen går den modsatte vej af drømmen. Den drømmende fortæller frit om, hvad hvert enkelt element får ham eller hende til at tænke på, og ud fra disse associationer forsøger analytikeren og den drømmende at nå frem til de latente tanker. Freud lagde vægt på, at det er den drømmendes egne associationer, der tæller, og ikke en ordbog over faste betydninger.
Drømmearbejdet med fortætning og forskydning
Den proces, der forvandler de latente tanker til den drøm, vi husker, kaldte Freud drømmearbejdet. Han beskrev flere mekanismer, og to af dem er blevet særligt kendte.
Fortætning betyder, at flere tanker, personer eller situationer trækkes sammen til ét element. En person i drømmen kan have én kendt persons ansigt, en anden persons stemme og en tredjes måde at bevæge sig på. Et enkelt billede kan dermed bære mange betydninger på én gang, og derfor er drømmen ofte kort i forhold til de tanker, den rummer.
Forskydning betyder, at den følelsesmæssige vægt flyttes fra det, der faktisk betyder noget, til noget tilsyneladende ubetydeligt. Det, der fylder mest i drømmen, er derfor ikke nødvendigvis det vigtigste, og en lille detalje i udkanten kan vise sig at være kernen.
Hertil kommer, at drømmen må oversætte tanker til billeder, og at den har svært ved at udtrykke logiske forbindelser som hvis, men eller fordi. Til sidst lægger det, Freud kaldte den sekundære bearbejdning, en vis orden over materialet, så drømmen får en slags handling, når vi husker og genfortæller den. Freud mente også, at visse symboler gik igen hos mange drømmere, men han advarede mod at tyde drømme alene ud fra symboler, fordi den samme figur kan betyde noget helt forskelligt for to mennesker.
Hvorfor teorien stadig diskuteres
Freuds drømmeteori er blevet kritiseret hårdt, ikke mindst efter at forskere i 1950’erne opdagede REM-søvnen, den søvnfase hvor vi oftest har levende drømme. I 1977 fremsatte psykiaterne Allan Hobson og Robert McCarley den såkaldte aktiveringssyntese. Ifølge den opstår drømme, når hjernestammen under REM-søvn sender mere eller mindre tilfældige signaler op til hjernebarken, som så forsøger at skabe en sammenhængende historie ud af dem. I det perspektiv er drømmens mening noget, vi lægger ind i den bagefter, snarere end noget, den bærer på.
Andre forskere er nået til et mere blandet resultat. Den sydafrikanske neuropsykolog Mark Solms har vist, at drømme ikke er helt bundet til REM-søvn, og at skader i hjernens motivations- og belønningssystemer kan få mennesker til at holde op med at drømme. Det tyder på, at drømme hænger sammen med ønsker og motivation, hvilket ligger tættere på Freud, end mange havde troet. Atter andre teorier ser drømme som en måde at bearbejde følelser og konsolidere hukommelse på.
Ingen af disse forskningsretninger bekræfter Freuds teori i dens fulde form. Men de har gjort spørgsmålet om drømmenes mening levende igen. For mange terapeuter er drømme stadig et nyttigt udgangspunkt for samtale, fordi de viser, hvad der optager os, når vi ikke er på vagt.
Artiklen hører til psykoanalyser.dk’s løbende artikler om psykoanalyse, dybdepsykologi og mental sundhed.
Skrevet af psykoanalyser.dk
Om artiklen: Artiklen er produceret med AI og redigeret under menneskeligt opsyn. Den er til oplysning og kan ikke erstatte udredning eller behandling hos læge, psykolog, psykiater eller psykoterapeut. Har du det svært, så tal med din egen læge eller kontakt lægevagten.
Har du forslag til et teoretisk eller klinisk emne, vi bør skrive om, hører vi gerne fra dig.
