Få psykologiske teorier har fået så stor betydning i praksis som tilknytningsteorien. Den bruges i sundhedsplejen, i daginstitutioner, i familiebehandling og i parterapi, og ord som tryg og utryg tilknytning er gået over i almindeligt sprog. Teorien udsprang af psykoanalysen, men endte med at udfordre den. Her gennemgår vi, hvordan tilknytningsteorien opstod, og hvordan den har udviklet sig fra studier af små børn til forskning i voksnes forhold.
John Bowlby og den trygge base
John Bowlby var en britisk psykiater og psykoanalytiker, der allerede tidligt i sin karriere blev optaget af, hvad det betyder for børn at blive adskilt fra deres forældre. I et studie fra 1944 undersøgte han unge, der havde begået tyverier, og fandt, at mange af dem havde oplevet lange adskillelser fra deres mor i de første leveår. I 1951 skrev han en rapport for Verdenssundhedsorganisationen om børn uden stabil omsorg, og rapporten fik stor betydning for synet på børns behov.
Bowlby samarbejdede også med socialrådgiveren James Robertson, hvis film om små børn, der blev indlagt på hospital uden deres forældre, viste, hvor voldsomt adskillelsen ramte dem. Filmene var med til at ændre reglerne for forældres besøg på børneafdelinger. Samtidig viste den amerikanske psykolog Harry Harlows forsøg med abeunger, at ungerne foretrak en blød attrap at klynge sig til frem for en attrap af ståltråd, der gav mælk. Det støttede Bowlbys idé om, at nærhed og trøst er et grundlæggende behov i sig selv.
Inspireret af etologien, studiet af dyrs adfærd, formulerede Bowlby tanken om, at barnet har et medfødt behov for at knytte sig til en eller få omsorgspersoner. Tilknytningen er ikke bare et resultat af, at barnet bliver mættet, men et selvstændigt system, der sikrer beskyttelse. Når barnet føler sig trygt, kan det udforske verden. Når det bliver bange, søger det tilbage til omsorgspersonen. Omsorgspersonen fungerer dermed som en tryg base. Bowlby samlede sin teori i et trebindsværk om tilknytning og tab, der udkom fra 1969 til 1980.
Mary Ainsworth og den fremmede situation
Den amerikansk-canadiske psykolog Mary Ainsworth arbejdede sammen med Bowlby og gjorde teorien målbar. Efter observationer af mødre og børn i Uganda og senere i Baltimore udviklede hun et forsøg, der kaldes den fremmede situation. Et barn på omkring et år er i et ukendt rum med sin forælder, møder en fremmed, bliver kort adskilt fra forælderen og genforenes med hende igen. Ainsworth brugte selv udtrykket den trygge base om den måde, barnet bruger forælderen som udgangspunkt for at udforske på, og begrebet blev senere centralt i hele teorien.
Det mest interessante var ikke, hvordan barnet reagerede på adskillelsen, men hvordan det reagerede ved genforeningen. Ainsworth beskrev tre mønstre. Trygt tilknyttede børn søgte trøst, faldt hurtigt til ro og vendte tilbage til legen. Undgående børn virkede upåvirkede og holdt afstand, selv om senere målinger viste, at de også var stressede. Ambivalente børn søgte kontakt, men var samtidig vrede og svære at trøste. Ainsworth koblede mønstrene til, hvor følsomt og forudsigeligt forælderen havde reageret på barnets signaler i hverdagen.
Mary Main og den fjerde stil
Nogle børn passede ikke ind i Ainsworths tre kategorier. Psykologerne Mary Main og Judith Solomon beskrev i 1980’erne en fjerde gruppe, som de kaldte desorganiseret tilknytning. Disse børn viste modstridende eller usammenhængende adfærd ved genforeningen, for eksempel ved at gå hen mod forælderen og så pludselig stivne eller vende sig væk.
Main forklarede mønsteret med, at omsorgspersonen for disse børn både er kilde til tryghed og til frygt. Barnet står i en umulig situation, fordi den person, det skal søge beskyttelse hos, også er den, der skræmmer det. Det kan skyldes omsorgssvigt, men også at forælderen selv er præget af ubearbejdede tab eller traumer. Main var desuden med til at udvikle et interview, der undersøger voksnes måde at fortælle om deres egen barndom på, og som har været vigtigt for forskningen i, hvordan tilknytningsmønstre føres videre.
Tilknytning hos voksne
I 1987 udgav psykologerne Cindy Hazan og Phillip Shaver en undersøgelse, der overførte tilknytningsteorien til voksnes parforhold. De foreslog, at romantisk kærlighed bygger på det samme system, som binder børn til deres forældre, og at voksne kan beskrives med lignende mønstre. Hazan og Shaver bad blandt andet læsere af en avis om at beskrive deres kærlighedsforhold og fandt, at fordelingen mellem mønstrene mindede om den, man havde set hos børn. Senere udviklede andre forskere en model med fire voksne tilknytningsstile, som i dag er den mest udbredte.
Forskningen viser, at tilknytningsmønstre har en vis stabilitet fra barndom til voksenliv, men at de også kan ændre sig gennem nye relationer, livsbegivenheder og terapi. I Danmark bruges tilknytningsteorien i dag bredt i uddannelsen af psykologer, pædagoger og sundhedsplejersker, og der findes både fagbøger og kurser for dem, der vil arbejde med teorien i praksis.
Bowlbys forhold til psykoanalysen
Bowlby var uddannet psykoanalytiker, men hans teori skabte konflikt i det britiske psykoanalytiske miljø. Mange analytikere, ikke mindst kredsen omkring Melanie Klein, lagde vægt på barnets indre fantasier, mens Bowlby insisterede på, at det, der faktisk skete i barnets liv, var det vigtigste. Han blev beskyldt for at have forladt psykoanalysen til fordel for en mekanisk adfærdsteori, og i en periode blev han nærmest holdt uden for.
Med tiden er afstanden blevet mindre. Psykoanalytikeren og tilknytningsforskeren Peter Fonagy har med begrebet mentalisering bygget bro mellem de to traditioner. Mentalisering er evnen til at forstå sig selv og andre ud fra indre tilstande som følelser, tanker og ønsker, og den udvikles i trygge relationer. I dag ses tilknytningsteori og psykoanalyse ofte som beslægtede perspektiver, der begge handler om, hvordan tidlige relationer former det indre liv.
Artiklen hører til psykoanalyser.dk’s løbende artikler om psykoanalyse, dybdepsykologi og mental sundhed.
Skrevet af psykoanalyser.dk
Om artiklen: Artiklen er produceret med AI og redigeret under menneskeligt opsyn. Den er til oplysning og kan ikke erstatte udredning eller behandling hos læge, psykolog, psykiater eller psykoterapeut. Har du det svært, så tal med din egen læge eller kontakt lægevagten.
Har du forslag til et teoretisk eller klinisk emne, vi bør skrive om, hører vi gerne fra dig.
